Buddhisme Chiang Mai er for den Nordlige del af Thailand det buddhistiske religiøse centrum

I gennem århundreder har Chiang Mai tiltrukket buddhistiske munke i deres søgen efter en religiøs uddannelse. Siden 1300-tallet har templer såsom Wat Suan Dok, Wat Chedi Luang og Wat Chiang Man tilbudt religiøs uddannelse til munke. Det der tiltrak munkene var ikke alene byens størrelse, men også det faktum, at flere af ovennævnte templer havde store samlinger af buddhistiske tekster nedskrevet på palmeblade, og dermed repræsenterede et vidensunivers. Igennem århundreder er munke blevet uddannet i netop Chiang Mai og er efter endt uddannelse hjemvendt til deres respektive lande.

Historiske set var det munken Phra Sumana fra Sri Lanka, der placerede Chiang Mai på landkortet som centrum for buddhistisk uddannelse. Sumana medbragte i 1500-tallet tekster, billeder og studerende fra Sukhotai, omkring 200 km syd for Chiang Mai, til Lamphun nær Chiang Mai. Dette betød at området omkring Chiang Mai blev et stort uddannelses og rituelt centrum for Buddhismen Under det burmesiske overherredømme mellem 1550 og 1770 blev den buddhistiske uddannelse i Chiang Mai ændret. De munke der kom med den burmesiske hær medbragte nye genre af religiøse tekster, eksempelvis nissayas. Ydermere blev Pali grammatikken og narrative historier, der var kendt i Burma, kopieret og anvendt ved uddannelserne i Chiang Mai.

Wat Suan Dok har både status som secondary school og universitet. Wat Suan Dok er et af de ældste templer i Chiang Mai. Det er bygget i 1371, og blev af Phra Sumana anvendt som retreat sted under regntiden. Egentlig blev templet bygget på opfordring af Phra Keu Anasong, og templet fremstod hurtigt med en betydningsfuld status, grundet i at Anasong blandt andet hjembragte relikvier fra Sri Sachanalai. Sumana var så imponeret at han tilbragte 16 år ved Wat Suan Dok i regntiden. Meget af Sumanas uddannelsesaktivitet tog udgangspunkt ved Wat Suan Dok. På et tidspunktet var templet så populært, at det blev omtalt som Nikàya Wat Suan Dok, hvilket betyder Wat Suan Dok Den Buddhistiske Skole. Internationaliseringen af templet var allerede i 1500-tallet en realitet. Igennem mange år rejste munke fra Wat Suan Dok til Burma for at studere, og munke fra Sri Lanka anvendte templet som uddannelsessted. Sumanas indflydes på Wat Suan Doks status kan ikke undervurderes. At Sumana anvendte Wat Suan Dok betød for Chiang Mai, at byen blev det nye centrum for Buddhismen i regionen. De munke der blev uddannet ved Wat Suan Dok var meget efterspurgte af templer i både Siam og resten af regionen.

En af de største støtter af Wat Suan Dok var Phaya Kaeo, der herskede i Chiang Mai fra 1495 til 1525. . Han byggede nye bygninger inden for templegrunden og han var bagmanden for at templet begyndte at tilbyde studier i Pali og Tripitakaen. Nogle af de største undervisere i Pali i netop denne periode fra især Sri Lanka, kom til Wat Suan Dok og underviste. Historisk set er perioden under det burmesiske overherredømme, en periode hvor vores viden om Wat Suan Dok er begrænset. Faktum er dog, at under dette overherredømme blev området omkring Wat Suan Dok, anvendt som militærområde, men templet blev også af burmesiske munke brugt som studiested.

Interessant er det, at netop arkitektonisk er Wat Suan Dok et mesterværk. Viháraen (ritualsalen) er den største i Chiang Mai og en af de største i den buddhistiske verden. Det er ikke usædvaneligt at netop denne Vihára bliver i Chiang Mai anvendt til vigtige religiøse højtider og som auditorium ved store forelæsninger. Dette er ikke kun et historisk faktum, men også en realitet i disse år. Desuden er Wat Suan Dok også det temple hvor over-hovedet af den Nordlige Buddhistiske Sangha har haft hjemsæde siden 1960´erne. I 1997 åbnede et af de store buddhistiske universiteter, Mahachulalongkorn i Bangkok, en afdeling ved netop Wat Suan Dok.

I forståelsen for Buddhismens udvikling i Buddhisme Chiang Mai og dermed det Nordlige Thailand, må det nødvendigvis også inddrages hvordan Buddhismen udviklede sig i resten af Thailand. Dermed skabes en større historisk kontekst, som er vigtig i forståelsen for den måde buddhismen i nyere tid fik indflydelse i Nord-Thailand. Denne historiske perspektivering har sit udgangspunkt i midten af 1800-tallet, for det var på det tidspunkt at Siams nationalgrænser blev dannet. Gennem dannelsen af den nye nationalstat, under Rama IV (Mongkut) blev grænselinien mellem de på det tidspunkt suværene stater inden for hvad vi i dag kender som Thailand dannet. Dannelsen af nationalstaten betød at, der blev skabt indikatorer for en fælles kultur, sprog og social og politisk organisation blandt folk inden for samme grænse. Det var de Vestlige ideer om territorialitet, nationalstater og modernitet, som var vigtige i dannelsen af den Thailandske stat i slutningen af 1800-tallet.

Siameserne begyndte at kolonisere den nordlige region i slutningen af 1800-tallet. Med denne kolonisering kom reformer af den buddhistiske munkeorden og uddannelsessystem. Histortisk set var den nordlige region mere kulturelt og økonomisk forbundet til Laos mod øst og Shan og Khoen regionerne mod nord og vest end til Siam mod syd. I begyndelsen af 1900-tallet, fik Siam langsomt mere administrativt og økomonisk kontrol over den nordlige region. Der blev etableret syv nye provinser (changwat) i den nordlige del af landet, som langsomt fjernede den institutionelle og økonomisk magt som de lokale royale familier i nord havde. Koloniseringen af Nord-Thailand var en langsommelig proces. Interessant er det, at Rama V (Chulalongkorn) brugte kristne missionærer til at udbrede det siamesiske sprog til det nordlige område. Helt frem til omkring 1920´erne blev den nordlige del af Thailand stadig set som en del af Laos, og man referedede til regionen gennem termen Lao.. Det var ikke før begyndelsen af 1900-tallet at ”Regulations on the Administration of Northwest Monthon” blev udstedt, og som betød at Chiang Mai og de omkringliggende byer blev en del af kongedømmet Siam (Ibid.: 96).

Det der bragte det thailandske buddhistiske uddannelsessystem fra en premoderne til en moderne tid var The Sangha Act of 1902. Reformerne var foranlediget af Kong Chulalongkorn og Prins Wachirayan. McDaniel skriver om disse reformer at ”This royal administrative act was one of the signals that Thai Buddhism was entering into modernity, or perhaps that modernity was impacting Thai Buddhism. The main crux of this act was the formalization and centralization of Thai Buddhist education and administration”. Formålet med reformerne var at altså at formalisere det buddhistiske uddannelsessystem og også det mere generelle uddannelsessystem på det tidspunkt I Siam. Det var en del af den nation-building strategi og social kontrol, der havde til formål at underminere regionalisme og ”modernisere” hele uddannelsessystemet.

Den modernisering der skete af det buddhistiske uddannelsessystem i 1902 og frem efter, har indflydelse selv den dag i dag. I disse år er der cirka 267.000 munke i Thailand og knap 98.000 novicer. Kun i omegnen af 10.000 munke er under uddannelse på de buddhistiske læreanstalter, og kun 351 munke af disse studere studier højere end bachelorniveau. Interessant er det, at trods det, at det Nordøstlige Thailand er blandt de fattigste regioner i landet, er det her hvor 40% af munkene har tilhørsforhold til. Chiang Mai og det Nordlige Thailand har samlet 20% af den samlede mængde munke. Det største antal af munke under uddannelse læser på Pariyatidhamma secondary schools. På disse skoler undervises i Pali sproget og tekster; buddhistisk etik og historie samt sekulariserede fag.

Den centralisering der er sket af buddhistisk uddannelse i Thailand med rod i Sangha reformer fra 1902, præger også den nordlige del af Thailand. Wat Suan Dok er som tidligere skrevet det nordlige campus for Mahachulalongkorn univeristet i Bangkok. Wat Suan Doks bibliotek er primært fyldt med bøger der er skrevet i Bangkok og de fleste undervisere på universitet er uddannet i Bangkok. Forelæsningerne foregår på den central thailandske dialekt og den lokale Yuan/Nord-Thailandske dialekt er ikke længere anvendt. Ydermere i Chiang Mai læser 55% af alle under buddhistisk universitets uddannelse på Wat Suan Dok. De resterende 45% på Wat Chedi Luang. Nødvendigvis bor disse munke ikke på de respektive universiteter, men er bosiddende på andre templer rundt om i byen.

Uddrag fra Antropologi Specialet “Thailands Buddhisme i Global og Moderne Kontekst”.